Spring til indhold

Fællessang

Der er Fællessang i Emanuel hver torsdag kl. 9.45 – 11.30 fra september til juni. Vi følger skolernes ferieplaner og holder derfor pause, når skolerne har ferie og fridage.

Alle er velkomne til Fællessang i Emanuel – uanset evne til sang.

Vil du gerne synge udelukkende for sangglædens og motionens skyld, er det her, du skal være med. Der er ingen krav til dig overhovedet. Du skal bare sætte dig ned og synge sammen med alle de andre sangglade.

Det er ganske uforpligtende at være med, man deltager, når man har tid og lyst.

Vi har ikke aldersbegrænsninger, så du kan hverken være for ung eller for gammel.

Til Fællessang får man grinet og sunget. Vi har det hyggeligt og sjovt, og så nyder vi at synge i Emanuel med den gode akustik.

Hørt fra en ny sanger sidste år: ”Hvorfor er jeg ikke startet på det her noget før?”

Fællessang ledes af Tove Tersbøl.

Pris: 20 kr. pr. gang eller betal 375 kr. for hele sæsonen.

Ni gode grunde til at synge:

1. Når du synger, trækker du vejret dybere og sundere. Et dybt og roligt åndedræt får musklerne til at slappe af, stimulerer kredsløbet og stofskiftet og forsyner blodet med masser af frisk ilt.

2. Sang aktiverer nogle belønningsområder i din hjerne og får dem til at frigøre velværehormonerne dopamin og endorfin.

3. Du bliver bedre både til at koncentrere dig og til at huske.

4. Sang og musik skærper indlæringsevnen hos børn og styrker deres sociale kompetencer. At syge giver børn en oplevelse af fællesskab, styrker deres identitet og selvværd – og det samme gælder voksne.

5. Både individuelle sangtimer og korsang styrker dit immunforsvar og giver dig lykkefølelse.

6. Mennesker, der synger i kor, tænker, føler sig mere positive og har et højere stressniveau end mennesker, der lytter til korsang, men ikke selv synger.

7. Nye medlemmer i kor og sangforeninger får på kort tid markant bedre lungekapacitet, et bedre kredsløb og et lavere blodtryk, en langt bedre kropsholdning og højere energiniveau.

8. Mennesker, der synger i kor, er mindre nervøse  forud for store præstationer, end de var, inden de begyndte at synge.

9. Hvis man regelmæssigt deltager i sangaktiviteter sammen med andre, får man helt automatisk mere selvtillid og mindre risiko for at udvikle depressioner.

Parkering ved Emanuel

På parkeringsområdet ved Emanuel på Tøndervej 38a er der plads til ca. 20 biler, og på den modsatte side af Tøndervej er der tre parkeringsbåse lige over for Emanuel.

Ved botilbuddet Rosenvænget på Tøndervej 47 er der yderligere 20 parkeringspladser til rådighed.

Mellem Emanuel og Rosenvænget er der ca. 300 meter.