12. sep. 2021 | 14:30 - 15:15
BØRNETEATER Fra Mig til Dig Efter at have ventet i lang tid glæder vi os nu meget til endelig igen at kunne vise teater for de yngre børn. Søndag den 12. september 2021 får vi besøg af Teater Lille Hest fra København, der vil opføre dukkeforestillingen Fra Mig til Dig, som bliver beskrevet som ”en poetisk, rørende og humoristisk teaterforestilling for børn og deres voksne inspireret af Mellemøstens kultur”. I stykket møder vi Omar, som lever et lykkeligt liv med sin familie i et land langt herfra. Han elsker sang og musik og er byens bedste drageflyver. Men en dag må han pakke sin kuffert og rejse med sin familie til et fremmed land. Her er alt meget anderledes, og det er ikke nemt at få nye venner, indtil en dag hvor der er fest og drageflyvning. I en anmeldelse af forestillingen i Teateravisen skriver journalist Morten Hede bl.a., at forestillingen handler om en glad dreng, som pludselig skal forlade det land, han kender og vænne sig til et nyt. Den giver os en dybere forståelse for ‘den nye dreng i klassen’, som ikke altid bare kommer fra en anden by, men nogle gange fra et helt andet kontinent. Og vi kan ikke undgå at gå fra forestillingen med et lille smil om læben – et smil, som vi sender videre til den næste fremmede, vi møder. Teater Lille Hest fortæller om sig selv, at de blev stiftet i efteråret 2004, med visionen om at lave teater for børn, altid med den gode og vedkommende historie som allervigtigste opskrift. ”Vi har noget på hjerte – derfor spiller vi teater”! Så mon ikke vi alle kan glæde os til et stykke dukketeater, der både er underholdende for børnene og kan minde os om, hvor vigtigt det er at vise forståelse og medmenneskelighed over for hinanden, så vi også kan glæde os over den forskellighed, vi møder. Stykket henvender sig især til børn fra ca. 2 til 7 år.
Forestillingen starter kl. 14.30 og varer ca. 40 minutter Dramatiker: Hanne Trolle Instruktør: Torkild Lindebjerg Medvirkende: Britta Thøgersen Toft og Line Skytte Scenografi: Kirsten Victoria Lind Komponist: Irene Becker ![]() | |
ALLE ARRANGEMENTER |
![]() |
Hjem » Arrangementer »