Spring til indhold
Hjem » Arrangementer » Danmarks Befrielse

Danmarks Befrielse

05. maj. 2025 | 10:00




I 2025 er det 80 år siden, Danmark atter blev frit efter fem års tysk besættelse. Historisk Forening for Skærbæk og Omegn markerer Befrielsesdagen den 5. maj med afsløring og indvielse af tre snublesten, mindehøjtidelighed ved Mindebrønden og samvær i Emanuel.

I Nissumsgade afsløres kl. 10 to snublesten for de lokale frihedskæmpere Hermann Svendsen og Johann Nielsen, der blev dræbt i Skærbæk af tyske soldater den 5. maj 1945. Derefter er der i Jernbanegade afsløring af en snublesten for boghandler Møller, der kom til at tilbringe næsten et år i tysk fængsel for at tirre besættelsesmagten.

Efter afsløringerne er der kl. 11.30 mindehøjtidelighed med blomsternedlæggelse ved Mindebrønden på hjørnet af Tøndervej og Aabenraavej, hvorefter vi slutter af i Emanuel. Her taler Charlotte Tarp Lassen, barnebarn af Hermann Svendsen. I Emanuel vil der også være præsentation af  Historisk Forenings årsskrift 2025, der sætter fokus på modstandskampen i Skærbæk under besættelsen.

Historisk Forening er vært ved et let traktement i form af et pølsebord i Emanuel.

Der er fri entré til hele arrangementet, men hvis I ønsker at deltage i spisningen, er tilmelding til Historisk Forening  nødvendig senest fredag den 2. maj: >Tilmelding<


Danmarks Befrielse
ALLE ARRANGEMENTER

Parkering ved Emanuel

På parkeringsområdet ved Emanuel på Tøndervej 38a er der plads til ca. 20 biler, og på den modsatte side af Tøndervej er der tre parkeringsbåse lige over for Emanuel.

Ved botilbuddet Rosenvænget på Tøndervej 47 er der yderligere 20 parkeringspladser til rådighed.

Mellem Emanuel og Rosenvænget er der ca. 300 meter.