Spring til indhold
Hjem » Arrangementer » Gratis teater for alle børn: Da Dannebrog dalede

Gratis teater for alle børn: Da Dannebrog dalede

29. jan. 2023 | 14:30




Nu kan alle børn komme gratis i teatret i Skærbæk. Søndag den 29. januar får vi besøg i Emanuel af teatret Aspendos, der opfører forestillingen “Da Dannebrog dalede”. Her er der gratis adgang for alle børn. Kun de voksne skal betale 45 kr. for en billet.

I stykket formidles myten om Dannebrog på en moderne og vedkommende måde, der appellerer både til børn og voksne. Historien drager perspektiver til nutiden og har samtidig et skarpt blik for de historiske fakta.

Fortællingen handler om Harald, som er en dansk roligan, der elsker at gå til fodboldlandskamp. I hans familie har man altid dyrket de danske helte. Sådan har det været i så mange generationer, at Harald slet ikke ved, hvor mange gange han skal sætte ”tip” foran oldefar.

Familiens fortælling går helt tilbage til middelalderen. Vi befinder os i år 1219. Erik drager med Kong Valdemar på korstog og bliver øjenvidne til begivenhederne, da Dannebrog daler ned fra himlen, og Valdemar bliver til Valdemar Sejr.

Harald har hørt historien gennem hele sit liv, men alligevel undrer han sig over mange ting i fortællingen. Hvorfor gå i krig for at få nogen til at skifte tro, når man i virkeligheden kan tro, lige hvad man vil? Hvornår er man dansker? Faldt flaget virkelig fra Gud?

Ane Middelboe Christensen skriver i en omtale af stykket i Teateravisen, at Line Svendsen, der har instrueret Steffen Sommerstedt i denne dynamiske og fascinerende fortælleforestilling, klogt har fået hans stærke evne til at tale direkte til børnene til at være det bærende i forestillingen.

Han er en garvet fortæller. Selv når børnene afbryder ham for at stille spørgsmål – eller svarer helt uventet på hans spørgsmål – så griber han deres ord, så fortællingen naturligt glider videre. Anerkendende og med smil i øjnene. Og hans stemme knirker og pruster, så man synes, man har været med ham overalt på det vilde korstog.

Steffen Sommersteds geniale forestillingsgreb er en sammenkobling af nutidens håndboldfans og 1200-tallets ridderfans. Han fortæller, at hans tip-tip-tip-et-eller-andet hed Erik – og at Erik var kæmpefan af kongen Valdemar Sejr. Han drømte om at komme med Valdemar Sejr i krig – og om selv at blive ridder. Han var godt nok kun en stor dreng, og hans familie var fattig, så der var ikke umiddelbart nogen chance for, at det kunne lade sig gøre. Alt var Guds vilje, sagde man nemlig dengang. Men alligevel drømte Erik om en fremtid som ridder. Og en dag fik han plads som arbejdsdreng i hestestalden på den fine herregård Karisegård ved Stevns…

Tiden flyver af sted. Det er Steffen Sommerstedt selv, der har skabt den forjættende fortælling. Dramaturgisk er den bygget op, så den hele tiden skaber mere spænding og mere suspense. Og Anne Middelboe slutter sin omtale af forestillingen med at konkludere, at ’Da Dannebrog Dalede’ er en gennemført charmerende og underholdende forestilling om en fræk dreng, der gør alt for at følge sine drømme – og sine idoler.

Forestillingen henvender sig til børn fra seks år, men alle er velkommen til at kigge med. Den starter kl. 14.30.


Gratis teater for alle børn: Da Dannebrog dalede
ALLE ARRANGEMENTER

Parkering ved Emanuel

På parkeringsområdet ved Emanuel på Tøndervej 38a er der plads til ca. 20 biler, og på den modsatte side af Tøndervej er der tre parkeringsbåse lige over for Emanuel.

Ved botilbuddet Rosenvænget på Tøndervej 47 er der yderligere 20 parkeringspladser til rådighed.

Mellem Emanuel og Rosenvænget er der ca. 300 meter.