Skip to content

Frimenighedskirke 1909-1986

Emanuelskirkens historie 1909 – 1986

Prædikestol og alter
Prædikestol og alter

I Nordslesvig var det ofte det nationale sindelag, der gjorde, at man sluttede sig sammen i frimenigheder. I årene 1848-1864 var der dannet små kredse, påvirket af det grundtvigske og Hernhuterne.
Det gav sig udslag i, at præsterne ikke rejste, selv efter at Nordslesvig i 1864 var blevet en del af det tyske rige. Der var meget at overvinde, men et gode var, at der ikke blev forlangt edsaflæggelse af de danske præster, der valgte at blive.
Det gik nogenlunde fredeligt til efter 1866, hvor Tyskland havde vundet over østrig og Slesvig/Holsten var indlemmet i Preussen. 1867 blev der forlangt edsaflæggelse af de danske præster, og da gav mange af dem op. Værre blev det, da tyskerne vandt den fransk/tyske krig i 1870-7 1 og påbød bøn for de tyske våbens sejr. Tonen blev skarpere, alt skulle være tysk, og de tyske embedsmænd begyndte at chikanere danskerne.
Mange af de danske præster blev afsat, men flere af dem blev dog i landet. For andre lykkedes det at få embede i kongeriget, og disse præster fortsatte jævnligt med i al stilhed at tage til Sønderjylland og holde gudstjenester i hjemmene eller andre steder, hvor man kunne samles. Der var ofte barnedåb ved disse gudstjenester. Man lod barnedåben vente, når der var udsigt til, at en dansk præst ville komme til egnen. Der kunne godt være 3-4 børn, der blev døbt på samme dag.
Disse tilstande varede ikke ved. Omkring 1875 blev det forbudt alle danske præster at tale i Sønderjylland.
En måde at undgå disse chikanerier på, kunne være at danne frimenigheder. Man skulle så melde sig ud af statskirken, og det var for mange mennesker et stort skridt at tage.
Den tyske statskirke stillede sig mere end køligt til de danske frimenigheder. Kirkeligt betragtede man dem som sekteriske og nationalt som politiske. Det gav sig bl.a. udslag i, at præsterne ikke måtte børe præstekjole og bestemmelsen om frimenighedsmedlemmernes begravelse. De skulle stedes til hvile på nøjagtig samme måde som selvmordere, dvs. uden ceremoni af nogen art ved graven

Skærbæk frimenighed
I begyndelsen talte og samledes man rundt omkring i dertil indrettede sale og storstuer, men ønsket om at få en kirke var stor. Når det blev Skærbæk, der blev center, var det fordi den lå centralt – og tilstedeværelsen af pastor Jacobsen.
Den 8. december 1895 indviede frimenigheden et forsamlingslokale i den tidligere chaussékro. Den var beliggende omtrent, hvor Ribevej 33 i Skærbæk, er i dag.
Lokalet havde siddepladser til 120, ved indvielsen var der mødt 200, hvor frimenighedspræst L. B. Poulsen, Bovlund, var prædikant.
Allerede omkring 1905 tænkte man på at bygge en ny kirke midt imellem de seks småbyer, Gesing, Hjemsted, Melby, Kagebøl, Mosbøl og Skærbæk, idet den gamle kirkesal var blevet for lille og meget brøstfældig.
Den ny kirke skabtes gennem en mangesidet indsats, ikke alene fra pastor Jørgensens menigheder, men også fra kredse i Danmark, der stod Sønderjylland nær.
Der blev indsamlet i alt 12.000 Mark.

Frimenighedskirken bygges
I sommeren 1908 blev der taget fat på byggearbejdet, og kirken stod færdig i 1909. Tegningerne blev foræret af Odense-arkitekten Niels Jacobsen (1865-1935), som stammede fra Aabenraa, og bygmester Jep Fink, ligeledes fra Aabenraa, byggede den. Byggeomkostningerne blev, med stolerader, 22.991 mark.
Den fik hurtigt navnet “æ lille kirk'” i modsætning til statskirken, “Den stoe kirk'”, i den nordlige bydel. Pastor Jørgensen
Frimenighedskirken blev bygget ved siden af en smuk og stilfuld præstebolig, pastor Jørgensen selv havde ladet bygge nogle år forinden efter tegning af professor Martin Nyrop. For at spare på omkostningerne tilbød pastor Jørgensen, at kirken kunne bygges på præstegårdens grund.
At præsten selv ejede sin kirke, er sikkert meget sjældent, men sådan var det i Skærbæk helt til 1928. Indtil da var pastor Jørgensen ejeren af frimenighedskirken, idet det af de tyske myndigheder ikke havde været muligt at få et andet ejerforhold anerkendt.
Det er ingen tilfældighed, at Niels Jacobsens frimenighedskirke kom til at passe så godt sammen med professor Martin Nyrops præstegård, der var bygget nogle år tidligere, idet han var på den unge Martin Nyrops tegnestue i 1887-88.
Disse år hos arkitekt Nyrop spores i alle Niels Jacobsens senere arbejder. I 1890 tog Niels Jacobsen afgangsbevis fra Kunstakademiet, og i 1892 nedsatte han sig som selvstændig arkitekt med egen tegnestue i Odense.

Kirkebygningen
Kirken er opført i røde sten med zinktag i blågrå farve, og hører med sine enkle arkitektoniske udtryksmidler til blandt de smukkeste i det nordlige Vestslesvig.
postkort med Skærbæk FrimenighedskirkeMod vest står tårnet massivt midt i en bred gavl, der fremstår ved 2 våbenhuse, hvoraf det ene danner indgang til kirken, det andet til en menighedssal der var bygget sammen med denne, eller rettere danner et side-skib til den.
Kirken blev bygget så den havde siddepladser til 200 mennesker men kunne rumme 320, og dens sideskib dannede et rum for sig, som blev brugt som menighedssal, og når det var nødvendigt, meget let kunne sættes i forbindelse med hovedskibet, og således danne en udvidelse af kirken.
I kirketårnet var der lavet huller til fuglene, så de også havde et sted at være, og det var især duer og alliker, der var her.
Bagved kirken var der en kørestald til kirkegængernes heste. Der var ikke toiletter til kirken, pastor Jørgensens stillede retirade til rådighed for kirkebesøgende kvinder.

Immanuelskirken eller Emanuelskirken
(begge stavemåder er brugt). Immanuel er hebræisk og betyder “Gud med os”.

Indvielse af kirken
Søndag den 28. marts 1909 blev kirken indviet. Den var fyldt til sidste plads af over 400 mennesker, heraf var der 60-70 gæster fra andre frimenigheder i Nordslesvig.
Ved indvielsen af kirken var der nok også sat en stol hen til den tyske betjent. Man var så vant til at se ham på hans plads nedenfor prædikestolen, at det ikke generede nogen.
Efter indvielsen samledes man i Landbohjemmets store sal. Her bragte pastor Jørgensen en tak til alle, der havde givet gaver til kirken.

Økonomien vakler
Frimenighedens økonomi havde lige fra starten været baseret på frivillige bidrag.
1 marts 1962 udsender bestyrelsen et brev til medlemmerne, hvor der bl.a. står, at Skærbæk Frimenighedskirke er en selvejende institution, der udelukkende drives ved private midler.
Af økonomiske grunde ser man sig nødsaget til ved begravelser og bryllupper udover de ordinære gudstjenestedage at opkræve et gebyr på 50 kr. til dækning af de dermed forbundne udgifter.
Endvidere foreslår man, at kirkegængerne, når de har konfirmation, barnedåb eller lignende, yder et bidrag, stort eller lille, efter evne og ønske til kirkens drift.
Ethvert bidrag modtages med tak.

Frimenighedskirken ophører som kirke
Skærbæk Frimenighedskirke havde gennem 70 år været det sted, hvor ordet blev forkyndt for en lille frikirkelig menighed.Engang var der 90 familier, der sluttede op om menigheden og i 1979 var der ca. 30 tilbage. Pastor EbbesenDe var trofaste til det sidste, men efterhånden som den ældre generation faldt bort, blev der for få til at opretholde kirken økonomisk.
I 1979, da kirken lukkede, var der kun 12 tilbage af disse menigheder her i landet. Det var med vemod, at man måtte erkende, at der ikke var råd til at fortsætte. Kirken havde eksisteret ved hjælp af frivillige gaver, tilskud fra fonde og fra et pengeinstitut, og det dækkede ikke udgifterne, ikke engang til centralvarme. Det var ikke lønningerne, der tyngede budgettet, idet pastor Ebbesen fik 100 kr. om måneden, organisten og kirketjeneren fik hver 30 kr. for hver kirkelig handling. Når pastor Ebbesen fik 100 kr. om måneden kunne det kun lade sig gøre, fordi han ikke skulle leve af det. Han havde sin pension som sognepræst i Døstrup gennem 30 år.

Hvad skal der ske med den gamle kirke? Skal den rives ned?
Frimenighedens bestyrelse drøftede sagen med folk fra Skærbæk kommune. Kommunen ville gerne have grunden til rådighed, men forudsætningen var, at kirken skulle forsvinde. Der ville blive udbetalt en sum for den, som i givet fald ville blive brugt til velgørende formål.
Nationalmuseet kom også ind i billedet, og sendte to folk til Skærbæk for at se nærmere på det. Museet ville have hånd i hanke med, hvad der skete, idet man ikke uden videre bryder en kirke ned.
Nationalmuseets udsendinge lyttede interesseret til den idé, som provst Hans Thysen, ødis, var kommet med, om at bruge kirken som opbevaringssted eller museum for de bedste af de ting, der ligger rundt på kirkelofter og ellers ikke kommer frem i lyset. Dette ville kræve, at effekterne blev registreret og sat i stand, og det skulle der jo være midler til.
Også frimurerne viste interesse for at overtage kirken til møder, og en lokal mand var interesseret i at indrette et kunstgalleri i den gamle kirke.
Det blev dog Rebbølcentret, der overtog den gamle kirke. Centrets skaber og daglige leder, lærer Andreas Brandenhof og kollegaen, lærer Per Jespersen, kunne tænke sig at lave forskellige, folkelige arrangementer her, kirkedramaer og koncerter, måske også give musikundervisning og muligvis holde gudstjenester. Per Jespersen var præsteviet, så den side af sagen var i orden.
De talte også om at etablere en Nikolaj tjeneste, et sted, hvor folk i sjælenød kan ringe til på alle døgnets tider.
En betingelse for en overdragelse var, at Kirkeligt Samfund af 1898 skulle godkende den endelige plan.
Det blev Rebbølfolket, der overtog kirken den 3. januar 1980. De kørte det så i nogle år, indtil en kreds med Tove og Johs. Tersbøl, Skærbæk, i spidsen overtog kirken i 1986. I dag fungerer den som Kulturhuset Emanuel, der i marts måned 1996 kunne fejre 10 års jubilæum.
Huset er inde i en god gænge og alt lover godt for fremtiden.

Ovenstående er uddrag af “Fra Skærbækegnens Fortid” nr. 11, 1997, udgivet af Historisk Forening for Skærbæk og Omegn og Skærbæk Museum i samarbejde med Forlaget Melbyhus.
Tak til forfatteren, Bodil Bjerre, for tilladelse til at gengive teksten her på hjemmesiden.

 

Det regionale faglige kulturmiljøråd har udgivet en række hæfter, “Sønderjyllands kulturmiljøer”, hvoraf nr. 13 er af særlig interesse her.
Hæftet ligger som pdf-fil her: De sønderjyske frimenigheder og deres kirker
 
 

Mindestenen ved indkørslenmindeste

Jens Larsen Jørgensen
R. af D.
Præst for Skærbæk frimenighed
1899-1946
Hjertets mildhed, aandens styrke
øved han i hjem og kirke.
Trofast ven i trange tider.
Saadan mindes vi hans virke.
Menigheden satte dette minde.