Skip to content

Aktivitetskalender

Aktivitetskalenderen viser aktiviteter lang tid frem – og den bliver løbende opdateret.

Der er for mange aktiviteters vedkommende forsalg af billetter på hjemmesiden under fanebladet kontakt/billetsalg.
Her kan du også kontakte os, hvis der er noget, du er i tvivl om.
 
Parkering v Emanuel på linket kan du se forslag til parkeringsmuligheder ved Emanuel.
 
Læs om den ugentlige sangaktivitet Fællessang her: Oplysninger om Fællessang

Event Information:

  • søn
    08
    jan
    2017

    Caféeftermiddag "Musikken fra Matador med mere" ved Lars Bang Andersen

    Kl. 14.30Pris: 60 kr. inkl. kaffebord.

    MUSIKKEN FRA MATADOR med mere…

    2017 markerer 100-året for journalisten og forfatteren Lise Nørgaard, af mange kendt som ”Matadors” mor. I den legendariske danske TV-føljeton, der følger livet i Korsbæk fra 1929 til 1947, er lydsiden fyldt med masser af tidens toner, enten spillet på grammofon, radio eller ligefrem ”live” ved forskellige lejligheder.

    Mange vil nikke genkendende til en del af musikken fra serien, men der er helt sikkert også melodier man måske ikke husker – for eksempel spillet i tjener Boldts radio på Jernbanerestauranten, eller ved en festlig lejlighed i bankdirektør Varnæs’ hjem.

    Datidens populære sangere og skuespillere som Karen Jønsson, Ib Schønberg, Marguerite Viby og Valdemar Davids, jazzkunstnerne Louis Armstrong, Mills Brothers og vores egne koryfæer Leo Mathisen og Svend Asmussen kan høres i serien, ganske som flere kendte navne fra operettescenen og den klassiske musik.

    Al denne musik blev oprindeligt udsendt på lakplader, de såkaldte 78’ere, og gerne afspillet på rejsegrammofon – den tids svar på ghetto-blasteren, walkmanen eller Ipaden.

    Lars

    2017 markerer ligeledes et personligt jubilæum, da jeg begyndte at samle på 78-plader for præcis 40 år siden. Dette lydmedie var eneherskende på markedet i mere end et halvt århundrede. I Danmark, fra de første optagelser på Hotel Bristol i København i 1903 til 78’eren udgik af produktion omkring 1960.

    I foredraget vil jeg derfor også fortælle lidt om hvordan det er at samle på disse kulturskatte, samt præsentere et par plader der ligger uden for Matador-temaet. Alle pladerne bliver afspillet på en rejsegrammofon fra 1930’erne med håndsving og stålstifter, så den autentiske lyd forbliver intakt.

    Til daglig arbejder jeg på en lokalradio i Roskilde som studievært og lydtekniker, med flere udsendelser om måneden om de gamle lakplader.

    Vis detaljer